Fan fiction, hvad er det?

Denne fic. vil få det til at gøre dejligt ondt i dine æggestokke”() Jeg faldt over denne påstand på nette, den fik mig til at stoppe op, for noget ved formuleringen tydede på at jeg uforvarende have fundet dét feminister har ledt efter i generationer, en kultur hvor æggestokke og dermed det kvindelige er det forventelige og neutrale og det mandlige er noget eksotisk der råber på en forklaring!  - Jeg var havnet i Mediafandom.

Mediafandom: En udløber af fan-kulturen Science fiction fandom, defineret ved en massiv kvindeligt overvægt og en karakteristisk kreativ og karakterfokuseret tilgang til det at læse fiktion: Hvor det der foregår på de officielle linjer, ender med at være toppen på et isbjerg af allehånde spekulationer over hvad der kunne tænkes at foregå før, mellem eller efter linjerne,For hvordan har Superman det efter sidste uges hårde omgang verdens-redning? Hvad føler Kirk for Spock i denne scene? Hvad ville Buffy gøre hvis..?

Og hvad var det så, som ville påvirke mine æggestokke på smertelig men dog dejlig vis? Det var et stykke Fan fiction (herefter: fic). En litterær genre der skrives af fans til fans med udgangspunkt i fiktioner de er fans af. For de nøjes altså ikke med at stille fiktions-ekspanderende spørgsmål, de besvare dem også…

Hvad må heltene stå model til i fic?: Ofte helt andre ting end i originalen, for disse fans er drevet af ønsket om at vide mere. De vil om bag facaderne, især de mandlige heltes, for moderligt at trøste det moderløse barn de formoder gemmer sig bag hans macho maske, og for selv at tage denne maske på og afprøve rollen som macho helt. For dette kvindeland er gennemsyret af spil med kønsroller- Flere eksperter beskriver således mediafandom som en kvindelig modkultur investeret i at omskrive maskuline originaltekster i deres eget billede.

Variationerne fordeler sig i genrer. Den fic der ville få det til at gøre dejligt ondt i æggestokkene var fx. en Pre-series: En genre der beskriver heltens (i reglen tragiske) fortid/barndom. Et taknemligt fic-setup hvor du kan tegne hans psykologiske profil, og spekulere over hans motiver for at redde verden og derved give dybde til en ellers todimensionel helt. Preseries giver også mulighed for skamløst at appellere til yngelpleje-instinktet. Og det er netop dette følelses-kick ”smerten i æggestokkene” henviser til. I fic er følelsesporno nemlig en kvalitet man skilter med, ikke noget man skammer sig over. Af andre genre kan nævnes slash: homosexsuelle romancer oftest mellem mandlige duoer som Kirk/Spock. Curtain fic : Hvor helten går på pension og prøver at redefinere sig selv i en ny mere domestisk livssituation. Og min favorit Alternative universer: Skrevet efter præmissen ”hvad hvis?” Hvad hvis; helten var kvinde; havde vinger; levede i middelalderen, var skurk ikke helt, havde sagt ”ja” fremfor ”nej” i episode 34?... På besynderlig vis kommer du tættere på original-universet ved at bryde med det? ved at se de vidtragte effekter ændringen har på helheden.

Ja transformationerne er mangfoldige men én ting er sikkert, dit syn på originalen bliver næppe det samme efter du har læst fanfiktionen.

Vil du mikse din egen fiktions-cocktail? Vil du følge dine helte ud af originalværkets trange rammer, ud i fanfiktionens vidt forgrenede, stadigt voksende hypertekst? Er du ikke bange for u-undskyldende melodrama, kønsroller i flux? og fritidsforfattere i freestyle?  I så fald har jeg lavet en link-liste over mediafanniske resourser - her - Endnu lidt beskeden i omfang men jeg tilføjer snart mere -

God fornøgelse

Af Anna Zerahn Olesen

2001: A Space Odyssey

Jeg så 2001: A Space Odyssey her til aften for første gang. Jeg har i mange år synes at det var lidt pinligt at kalde mig selv for rigtig filmkender og ikke have set denne film. Nu skulle det ihvertfald være. Jeg ville så gerne kunne lide den her film, men det var svært. Den første del af filmen, der handler om de stakkels aber, der kæmper om et vandhul er kedeligere end selv det kedeligste naturprogram.

Umiddelbart efter en af aberne får fat i en knogle (HURRA, aberne har lært at bruge redskaber), slår samme abe straks en aberival ihjel med det nyfunde redskab. Så er tonen ligesom slået an. Evolutionen er en skidt ting, da den overlegne art vil bruge sin overlegenhed på at overlve den underlegne. Dette budskab går igen da HAL føler trang til at beskytte sig mod udryddelse fra de underlegne mennesker. Det lykkedes den kloge computer at slå det meste af besætningen ihjel før den selv bliver sat ud af spillet af den sidst overlevende.

Midten af filmen synes jeg egentlig var meget god. Ideen om kunstig intelligens var interresant og er sjældent portrætteret bedre end med HAL. Filmen er lavet i 1968 hvor det virker som om man var meget nervøs over om alt fremskridtet var for det bedre eller det værre. Denne diskussion forgår stadig idag, men de teknologiske fremskridt går en del langsommere end man troede det ville gøre.

Slutningen af filmen fatter jeg simpelthen ikke. Jeg forstår godt at der er en eller anden stor forkromet mening med det hele, men den fes ikke ind hos mig.

Filmen er lækkert designet. Man kan tydeligt se hvordan sceince fiction-film lige siden er blevet inspireret. Jeg vil så gerne holde af filmen, men vil egentlig ti gange hellere gense alle de film der kom i kølvandet på den, end at udsætte mig selv for den igen. Jeg synes den var forfærdelig kedelig og langtrukket meget af tiden. Der er selvfølgelig en mening med det langsomme der skal understrege hele stemningen ved den ensomme rumrejse, men behøves det at være SÅ langsomt. Det ensomme og langsomme ved rumrejse er blevet lavet mere interessant og dynamisk i rigtig mange andre film.

Jeg tror jeg bliver nødt til at tvinge mig selv til at gense filmen en anden dag, der ikke er en tømmermændstræt søndag. Jeg håber jeg kan komme til at holde af den…

Af Christina Svendsen

Økonomiske vanskeligheder for kulturpolitikken

Udpegningen af Uffe Elbæk som danmarks nye kulturminister fik megen opmærksomhed i pressen. For det første blev det påpeget at han ikke var rigtig politiker, men havde fortid som værende en del af iværksættermiljøet i Frontløberne og i den alternative uddannelse KaosPiloterne. Elbæk blev altså på mange måder beskrevet som værende yderst progressiv og moderne. Disse kendetegn adskilte sig fra den borgelige regerings tidligere ministres; Brian Mikkelsens protest mod smagsdommere, Carina Christensens påfaldende anonymitet og Per Stig Møllers tørre boglighed. Med Elbæk synes Danmark altså at have fået en kulturminister som ikke så meget baserer sin kulturpolitik på holdninger, men mere på personlig erfaring.

Det moderne ved Elbæk viste sig også i den kulturpolitik han gik til valg på, mærkbart på musikområdet som blev formuleret i hans såkalde Marshall-plan. Blandt hans forslag fandt man både reducering af antallet af de danske symfoniorkestre og nedskæringer i støtten til kirkemusikken. Disse nedskæringer skulle bl.a. gøre det muligt at reformere Musikstøtten således at den rytmiske musik ville modtage ligeså meget økonomisk støtte som den klassiske musik. Disse to nedskæringsområder, samt andre store dele af Elbæks kulturpolitik, har han været nødsaget at droppe, da de frembragte massive protester. Hans kulturpolitik er nu blevet nedskaleret til at skulle ’lukke huller’, som han selv formulerer det i et interview i Politiken.

Alle politiske områder er selvfølgelig mærket at den økonomiske krise og dertilhørende konstante uro og bekymring. Krisen er selvfølgelig én af grundene til at kulturpolitikken bliver nedprioriteret på denne måde, fordi at kulturen ofte anses for at være en luksus og ikke en nødvendighed. Vi har længe hørt om nødvendigheden for at skabe vækst og fremgang i økonomien og i den sammenhæng bliver kulturen ofte dømt ude. Lige efter sin udnævnelse som minister modtog Elbæk dog et råd fra sin norske kollega, som indtog det modsatte standpunkt: ”Brug flere penge” lød rådet fra nord.

Dette råd blev begrundet med at jo flere penge, jo mere kultur, jo mere liv og inspiration, som på sigt bliver til vækst og arbejdspladser. Her bliver kulturen altså igen forholdt til rent økonomiske og nyttemæssige formål. Det er er lidt synd, fordi selvom Elbæks norske kollega er velmenende, så overskygger denne opfattelse for kulturlivets øvrige potentiale. Man kan kun håbe på at Elbæk får mulighed for at gennemføre nogle af hans reformer og ikke bliver begrænset til kun at beskæftige sig med om de kan betale sig.

Om læserbreve og kultursyn

På Kulturministeriets hjemmeside står der: ”Musik indtager i alle samfund en cental funktion som

bærer af kulturelle værdier og normer.” Endvidere står der: ”Herhjemme ydes der tilskud til musikområdet for at sikre alsidigheden og den lige adgang til musikalske oplevelser for alle.”

Lad os her lige holde fast i ”funktion som bærer af kulturelle værdier og normer”, ”alsidighed” og ”lige adgang”. Det lyder måske lidt vagt, men det er svært at være uenig.

Troede jeg.

Det afhænger åbenbart af hvilket kultursyn, man vælger at tage udgangspunkt i.

For nogle uger siden gjorde en af mine bekendte mig opmærksom på et læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten. Det var skrevet af en pianist, lad os bare referere til ham som BSB, og omhandlede i store træk, at rytmisk musik ikke burde få støtte fra staten.

Fordi den rytmiske musik ifølge BSB hverken gavner den danske kulturarv, ikke er dannende for den danske befolkningen, ikke gavner den danske økonomi og åbenbart heller ikke øger landets landets værdi ud af til.

To aktører fra den rytmiske del af musikken, MFM og RW, satte sig derefter for i hver deres svar på dette læserbrev at forklare BSB, hvorfor rytmisk musik også er en del af den danske kulturarv, at den er ret så indbringende økonomisk, bl.a. pga. eksport (hvorfor den også vil bidrage til at øge landets værdi udadtil), og at den samtidig kan bidrage til dannelse, om end RW, der er den eneste af de to der nævner dette aspekt, indrømmer, at han nok ikke har samme dannelsesideal som BSB.

Dette anfægter dog ikke vores helt (BSB) det mindste. I sit svar på MFM's læserbrev vælger han i stedet at køre ud af følgende tangent (så at sige; beklager ordspillet):

Rytmisk musik har ingen værdi i kulturarvs-øjemed, da den (og hold nu godt fast) for det første er opstået af musiktraditioner der oprindeligt stammer fra Afrika og Amerika. Og fordi den gennem sin rytme, sit beat, kun appelerer til menneskets dyriske side, derfor altså ikke er dannende.

BSB er i dette svar åbenbart røget helt over i dannelses og kulturarvsgrøften, og det med et kultursyn der kun går frem til 1900-tallet. Er vi virkeligt ikke kommet længere?

De seneste år har både kunstnere kunst- og kulturinstitutioner ønsket at diverse tilskud og støtteordninger til kunst- og kulturliv blev gennemgået.

Men måske skal vi først se på, hvilket kultursyn vi kan blive enige om tjener sagen bedst. Måske endeligt tage afsked med kanon-tænkning og eliten-vs.-det folkelige-skænderier. For BSB's læserbrev giver indtryk af at vi slet ikke er nået dertil endnu.

(Følg med i læserbrevsfejden: http://jp.dk/arkiv/?opinion=on&q=benjamin+shanaka+bendtsen&x=22&y=6 )

Spiljournalistikkens nu eller aldrig

Spilbranchen er større end Hollywood.

Her er et af mange eksempler: http://www.guardian.co.uk/technology/gamesblog/2009/sep/27/videogames-hollywood).

Der er kort sagt mange, der bruger flere penge på spil end film, og det kan ikke undgå at sætte sine spor mentalt og kulturelt.

Problemet er for mig at se ikke, som den klassiske diskussion går på, om folk bliver voldelige af at spille computerspil. Det er langt mere omfattende end det: Et nyt medie er ved at konsolidere sig som ny supermagt i underholdningsbranchen - stort set uden at komme under seriøs kritisk behandling af pressen!




Herhjemme falder det meste spiljournalistik inden for to kategorier, nemlig servicejournalistikken og nichejournalistikken. Den første står gratisaviserne primært for, med korte anmeldelser der kun forholder sig til om spillene er pengene værd, og hvor underholdende de er i forhold til førende titler i samme genre. Den anden foregår i specialiserede spilmagasiner og på spilsites, som kun henvender sig til spilnørderne og ikke har en reel stemme i kulturdebatten. Med en lille undtagelse i folk som Politikens Thomas Vigild er det den dækning, fænomenet får, selvom det altså fylder mere end filmene på kulturscenen - rent forbrugsmæssigt ihvertfald.

Det, jeg tror vi har brug for, er en kraftig opprioritering af en spiljournalistik i dagbladene (og på TV, og på nettet), der tør forholde sig kritisk til spilbranchens tendenser og værdier i et bredt samfundsmæssigt perspektiv, og samtidig tør gøre det på et sprog, andre end spilnørder kan forstå.

Men hvorfor? Kan spiljournalistik ikke bare være for spilnørder? Nej, for spilbranchens retning og værdier påvirker de andre medier, de største aktører i spilbranchen har masser at skulle have sagt i Hollywood også, og en kultur præget af spilbranchens værdier er (og det her er sagt af en der er ret glad for computerspil) bestemt ikke noget, vi skal ønske os.

Tag nu et af tidens største spilfænomener, skydespilsserien Call of Duty. Sidste nye skud på stammen solgte i den første uge det var på markedet 12 millioner eksemplarer på verdensplan. Her er tale om et spil, der ikke bare handler om krig (som meget god kunst jo gør), men glorificerer det uden på nogen måde at forholde sig til emnet. Jeg har ikke mere plads her, men vil blot lade sidste års udgave tale for sig selv gennem en tv-reklame for spillet. Der er, tilsyneladende, en soldat i os alle:

Jeg synes eksemplet ovenfor er både tragikomisk og skræmmende, og jeg tror vi står ved en skillevej, hvor den fuldstændigt refleksionsløse vi-giver-kunderne-det-de-vil-have-tendens æder de mindre spiludvikleres mere seriøse forsøg på at få kunsten ind i genren (se http://limbogame.org/), hvis der ikke snart bliver, undskyld udtrykket, råbt vagt i gevær.

Hvad synes I? Er det her et problem? Kan det afskrives som noget pubertært pjat? Eller er der et stykke reel kulturkamp her?

Popmusikken og de følsomme ører

Inden indignationen og afløbet for den gemene brok tager over, så lad mig slå noget fast: Jeg er ikke en audiofil hifi-nørd med følsomme ører og et 100.000 kroners anlæg, hvor NAD, Denon, Bowers & Wilkins går i smuk forening, når Dire Straits-vinylen rammer den pickup, som af største selvfølgelighed er skåret i højkaratsdiamant.

Hovedparten af min musik konsumeres igennem det detaljefattige mp3-format, og det kan være alt fra de avantgardistiske og atonale krumspring, folk kalder »noise« og »free jazz« over den skrøbelige »pastoral folk« til mainstreamens harmoniske og lettilgængelige fløde for øregangen som »r’n’b« og »pop«. Og så videre, og så videre i de delvist substansløse genrebetegnelser.

Men det er vist på tide at efterlyse fløden og harmonien i meget af samtidens popmusik, som synes helt at have skubbet det sidste væk til fordel for en skrækkelig louder-is-better-æstetik. For at uddybe, så ligger meget af det betagende og smukke ved popmusikken jo i den simple og imødekommende melodi, men samtidig også i den snert af uforudsigelighed og dynamik, man kan proppe ind i den (sagt på den mest positive måde) banale og cykliske formel af A- og B-stykker. Hvordan klangfarverne kan skifte, hvordan instrumenteringen kan variere, og hvordan lydstyrken kan være med til at betone og fremhæve enkeltdele. Specielt det sidstnævnte er gået af fløjten, og lidt lommefilosofisk og relativistisk kan man jo hævde, at der »ikke kan være noget højt uden lavt«. Og uden de to yderpunkter, mister musikken sin dynamik og evnen til at overraske og betage.

Lad mig med computeren, som det herlige multimedie det er, give syn og lyd for sagen om den målbare, auditive tendens, jeg harcelerer imod.

Lige nedenfor ses en billedliggørelse af to sanges lydbølger. Begge har ligget nr. 1 på den amerikanske Billboard-hitliste, og begge har rødder i en afroamerikansk musiktradition. Den første er bare dateret til 1984, den anden er dateret til 2002.

Billedkvaliteten er ikke i top, men pointen skulle være tydelig at se. Det grønne udgør musik, det grå udgør stilhed. Det, der sker, når det grønne udfylder hele ”lydpølsen”, er, at der ikke er dynamik i lydbilledet. Det, der burde være høje udsving, som fx lilletrommeslag, har samme lydniveau som alt det andet, og tilsammen får man en udynamisk, musikalsk grød, hvor muligheden for overraskelse og fremhævelse af instrumentelle detaljer forsvinder. Kedelig pop, med andre ord.

Facitet lyder sådan her:

Gennem YouTubes lydkomprimering skjules pointen en smule, men ikke desto mindre kan den høres.