Denne fic. vil få det til at gøre dejligt ondt i dine æggestokke”() Jeg faldt over denne påstand på nette, den fik mig til at stoppe op, for noget ved formuleringen tydede på at jeg uforvarende have fundet dét feminister har ledt efter i generationer, en kultur hvor æggestokke og dermed det kvindelige er det forventelige og neutrale og det mandlige er noget eksotisk der råber på en forklaring! - Jeg var havnet i Mediafandom.
Mediafandom: En udløber af fan-kulturen Science fiction fandom, defineret ved en massiv kvindeligt overvægt og en karakteristisk kreativ og karakterfokuseret tilgang til det at læse fiktion: Hvor det der foregår på de officielle linjer, ender med at være toppen på et isbjerg af allehånde spekulationer over hvad der kunne tænkes at foregå før, mellem eller efter linjerne,For hvordan har Superman det efter sidste uges hårde omgang verdens-redning? Hvad føler Kirk for Spock i denne scene? Hvad ville Buffy gøre hvis..?
Og hvad var det så, som ville påvirke mine æggestokke på smertelig men dog dejlig vis? Det var et stykke Fan fiction (herefter: fic). En litterær genre der skrives af fans til fans med udgangspunkt i fiktioner de er fans af. For de nøjes altså ikke med at stille fiktions-ekspanderende spørgsmål, de besvare dem også…
Hvad må heltene stå model til i fic?: Ofte helt andre ting end i originalen, for disse fans er drevet af ønsket om at vide mere. De vil om bag facaderne, især de mandlige heltes, for moderligt at trøste det moderløse barn de formoder gemmer sig bag hans macho maske, og for selv at tage denne maske på og afprøve rollen som macho helt. For dette kvindeland er gennemsyret af spil med kønsroller- Flere eksperter beskriver således mediafandom som en kvindelig modkultur investeret i at omskrive maskuline originaltekster i deres eget billede.
Variationerne fordeler sig i genrer. Den fic der ville få det til at gøre dejligt ondt i æggestokkene var fx. en Pre-series: En genre der beskriver heltens (i reglen tragiske) fortid/barndom. Et taknemligt fic-setup hvor du kan tegne hans psykologiske profil, og spekulere over hans motiver for at redde verden og derved give dybde til en ellers todimensionel helt. Preseries giver også mulighed for skamløst at appellere til yngelpleje-instinktet. Og det er netop dette følelses-kick ”smerten i æggestokkene” henviser til. I fic er følelsesporno nemlig en kvalitet man skilter med, ikke noget man skammer sig over. Af andre genre kan nævnes slash: homosexsuelle romancer oftest mellem mandlige duoer som Kirk/Spock. Curtain fic : Hvor helten går på pension og prøver at redefinere sig selv i en ny mere domestisk livssituation. Og min favorit Alternative universer: Skrevet efter præmissen ”hvad hvis?” Hvad hvis; helten var kvinde; havde vinger; levede i middelalderen, var skurk ikke helt, havde sagt ”ja” fremfor ”nej” i episode 34?... På besynderlig vis kommer du tættere på original-universet ved at bryde med det? ved at se de vidtragte effekter ændringen har på helheden.
Ja transformationerne er mangfoldige men én ting er sikkert, dit syn på originalen bliver næppe det samme efter du har læst fanfiktionen.
Vil du mikse din egen fiktions-cocktail? Vil du følge dine helte ud af originalværkets trange rammer, ud i fanfiktionens vidt forgrenede, stadigt voksende hypertekst? Er du ikke bange for u-undskyldende melodrama, kønsroller i flux? og fritidsforfattere i freestyle? I så fald har jeg lavet en link-liste over mediafanniske resourser - her - Endnu lidt beskeden i omfang men jeg tilføjer snart mere -
God fornøgelse
Af Anna Zerahn Olesen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar