Udpegningen af Uffe Elbæk som danmarks nye kulturminister fik megen opmærksomhed i pressen. For det første blev det påpeget at han ikke var rigtig politiker, men havde fortid som værende en del af iværksættermiljøet i Frontløberne og i den alternative uddannelse KaosPiloterne. Elbæk blev altså på mange måder beskrevet som værende yderst progressiv og moderne. Disse kendetegn adskilte sig fra den borgelige regerings tidligere ministres; Brian Mikkelsens protest mod smagsdommere, Carina Christensens påfaldende anonymitet og Per Stig Møllers tørre boglighed. Med Elbæk synes Danmark altså at have fået en kulturminister som ikke så meget baserer sin kulturpolitik på holdninger, men mere på personlig erfaring.
Det moderne ved Elbæk viste sig også i den kulturpolitik han gik til valg på, mærkbart på musikområdet som blev formuleret i hans såkalde Marshall-plan. Blandt hans forslag fandt man både reducering af antallet af de danske symfoniorkestre og nedskæringer i støtten til kirkemusikken. Disse nedskæringer skulle bl.a. gøre det muligt at reformere Musikstøtten således at den rytmiske musik ville modtage ligeså meget økonomisk støtte som den klassiske musik. Disse to nedskæringsområder, samt andre store dele af Elbæks kulturpolitik, har han været nødsaget at droppe, da de frembragte massive protester. Hans kulturpolitik er nu blevet nedskaleret til at skulle ’lukke huller’, som han selv formulerer det i et interview i Politiken.
Alle politiske områder er selvfølgelig mærket at den økonomiske krise og dertilhørende konstante uro og bekymring. Krisen er selvfølgelig én af grundene til at kulturpolitikken bliver nedprioriteret på denne måde, fordi at kulturen ofte anses for at være en luksus og ikke en nødvendighed. Vi har længe hørt om nødvendigheden for at skabe vækst og fremgang i økonomien og i den sammenhæng bliver kulturen ofte dømt ude. Lige efter sin udnævnelse som minister modtog Elbæk dog et råd fra sin norske kollega, som indtog det modsatte standpunkt: ”Brug flere penge” lød rådet fra nord.
Dette råd blev begrundet med at jo flere penge, jo mere kultur, jo mere liv og inspiration, som på sigt bliver til vækst og arbejdspladser. Her bliver kulturen altså igen forholdt til rent økonomiske og nyttemæssige formål. Det er er lidt synd, fordi selvom Elbæks norske kollega er velmenende, så overskygger denne opfattelse for kulturlivets øvrige potentiale. Man kan kun håbe på at Elbæk får mulighed for at gennemføre nogle af hans reformer og ikke bliver begrænset til kun at beskæftige sig med om de kan betale sig.
Rent bortset fra, at jeg ikke har nogen anelse om den berømte Marshalls holdning til kirkemusik og symfoniorkestre, så skurrer det i mine ører, når man kalder det at skære ned på noget for at give til noget andet en "Marshall-plan". Jeg tror såmænd nok, at gode gamle George C. mente, at det kunne betale sig at hælde penge i det sønderskudte Europa - også økonomisk - på langt sigt. Man der blev ikke flyttet penge - bortset altså fra at de blev flyttet "over Atlanten" ... Hvor i består pointen i at tage penge fra én (eller to) slags musik og hælde dem på en anden slags, når det ikke engang kan betale sig sådan i "klingende mønt" - tøhø ... ?
SvarSletJeg er meget enig i det med at håbe, at Elbæks ministertid ikke kun kommer til at handle om hvor rentabel kulturen er. Til gengæld tror jeg slet ikke på det med at man bare skal hælde flere penge i kulturen, hvorefter den så får det bedre, både i krisetider og fede tider. Selvom det kan være svært at drive politik på, vil jeg mene at der kan komme utroligt meget god kunst og kultur ud af modgang, og måske ville et virkelig spændende og radikalt (og utopisk, det ved jeg godt) tiltag være at fjerne en masse kunststøtte i det hele taget. Det kunne være kunsten ville få mere nerve og indignation i sig af at skulle stå på egne ben. Klassisk musik der var forpligtet på at tjene sit levebrød ind i døren kunne ikke undgå at blive mere spændende og ramme bredere i befolkningen. Det lyder lidt langt ude i en dansk kontekst, men krisen kan vel hurtigt føre os derhen?
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletJeg er egentlig enig med dig, Johannes. Det var vist Claus Beck-Nielsen der også for nogle år siden foreslog at al økonomisk kunststøtte skulle fjernes, sådan at kunsten kunne genvinde sin autonome plads i samfundet. På den måde kunne den blive 'nødvendig' igen i sin modgang, som du også selv nævner. Spørgsmålet er om det gensidige afhængighedsforhold mellem kunst og stat, som sker gennem støtten, nivellerer kunsten helt, som Beck-Nielsen peger på. Ét af forsøgene for at udviske dette forhold, i dansk kulturpolitisk sammenhæng, er jo det famøse armslængdeprincip, som Elbæk faktisk også planlægger at genindføre. Altså idéen om at støtten går fra staten gennem fagkyndige indenfor kunsten og derpå ud til kunstnerne, sådan at embedsmænd uden 'fingeren på pulsen' ikke står egenrådigt for at udvælge hvilke kunstnere der skal støttes.
SvarSletAt Elbæk vil genindføre det er positivt, synes jeg. Spørgsmålet er selvfølgelig altid hvordan et sådant princip udøves i praksis. Jeg ved f.eks. at det kommunale kunstråd i Århus ikke har det store 'pull', når de eksempelvis revser af Musikhuset for et overfladisk og lidet udfordrende program. Når det kommer til massive millionforretninger er det som om det økonomiske sigte forbliver det primære. Men alt andet lige, håber jeg at Elbæk får nogle af sine punkter igennem, fordi hans planer med kulturpolitikken er langt bedre end den tidligere regerings.