På Kulturministeriets hjemmeside står der: ”Musik indtager i alle samfund en cental funktion som
bærer af kulturelle værdier og normer.” Endvidere står der: ”Herhjemme ydes der tilskud til musikområdet for at sikre alsidigheden og den lige adgang til musikalske oplevelser for alle.”
Lad os her lige holde fast i ”funktion som bærer af kulturelle værdier og normer”, ”alsidighed” og ”lige adgang”. Det lyder måske lidt vagt, men det er svært at være uenig.
Troede jeg.
Det afhænger åbenbart af hvilket kultursyn, man vælger at tage udgangspunkt i.
For nogle uger siden gjorde en af mine bekendte mig opmærksom på et læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten. Det var skrevet af en pianist, lad os bare referere til ham som BSB, og omhandlede i store træk, at rytmisk musik ikke burde få støtte fra staten.
Fordi den rytmiske musik ifølge BSB hverken gavner den danske kulturarv, ikke er dannende for den danske befolkningen, ikke gavner den danske økonomi og åbenbart heller ikke øger landets landets værdi ud af til.
To aktører fra den rytmiske del af musikken, MFM og RW, satte sig derefter for i hver deres svar på dette læserbrev at forklare BSB, hvorfor rytmisk musik også er en del af den danske kulturarv, at den er ret så indbringende økonomisk, bl.a. pga. eksport (hvorfor den også vil bidrage til at øge landets værdi udadtil), og at den samtidig kan bidrage til dannelse, om end RW, der er den eneste af de to der nævner dette aspekt, indrømmer, at han nok ikke har samme dannelsesideal som BSB.
Dette anfægter dog ikke vores helt (BSB) det mindste. I sit svar på MFM's læserbrev vælger han i stedet at køre ud af følgende tangent (så at sige; beklager ordspillet):
Rytmisk musik har ingen værdi i kulturarvs-øjemed, da den (og hold nu godt fast) for det første er opstået af musiktraditioner der oprindeligt stammer fra Afrika og Amerika. Og fordi den gennem sin rytme, sit beat, kun appelerer til menneskets dyriske side, derfor altså ikke er dannende.
BSB er i dette svar åbenbart røget helt over i dannelses og kulturarvsgrøften, og det med et kultursyn der kun går frem til 1900-tallet. Er vi virkeligt ikke kommet længere?
De seneste år har både kunstnere kunst- og kulturinstitutioner ønsket at diverse tilskud og støtteordninger til kunst- og kulturliv blev gennemgået.
Men måske skal vi først se på, hvilket kultursyn vi kan blive enige om tjener sagen bedst. Måske endeligt tage afsked med kanon-tænkning og eliten-vs.-det folkelige-skænderier. For BSB's læserbrev giver indtryk af at vi slet ikke er nået dertil endnu.
(Følg med i læserbrevsfejden: http://jp.dk/arkiv/?opinion=on&q=benjamin+shanaka+bendtsen&x=22&y=6 )
Nu er det måske lige smart nok at sætte lighedstegn mellem eksport af visse succes-eksempler på dansk, rytmisk musik og så meningen med kulturstøtte. Det giver vel ikke sig selv, at skattekroner til almindelig udbredelse af rock og pop etc. ender med at give staten sorte tal på bundlinjen i det regnestykke? Er det ikke netop tanken at kulturstøtte skal gå til det, der ikke kan klare sig uden en hjælpende hånd, og som ikke bliver udbredt uden assistance? Al indoeuropæisk kunstmusik-centrisme til trods er der så ikke en lille bitte pointe i, at den gyngende musik evner at udbrede sig selv mere bredt på egen hånd, end kompositionsmusikken?
SvarSletDet er, på godt jysk, fuldstændigt tovligt at skyde den rytmiske musik i skoen at den ikke har sit ophav i Europa. Går man langt nok tilbage, har den klassiske musik jo også rødder i nogle af kristendommens første bastioner i Mellemøsten (der er, ifølge "Kristendommens historie", som kører på DR K lige nu, en direkte linie fra syrisk folkemusik til gregoriansk kirkesang og dermed til klassisk musik), og meget af den rigtig gode nordiske rytmiske musik har jo netop rødder endnu længere tilbage i Nordens historie end den klassiske, nemlig til folkemusikken. Når det så er sagt er jeg da enig med Kåre i at den rytmiske musik klarer sig bedre uden støtte, men kunne den klassiske musik så ikke se det faktum som en udfordring til at forny sig på markedsvilkår, for nu at bruge et grimt ord?
SvarSletHele denne debat med rytmisk kontra klassisk musik fanget i en kulturstøttediskurs er bare bovlam. Af en eller anden grund er der sjældent nogen, som formår at hæve debatten op til et højere niveau end en reel dikotomi med skarpt optrukne og usaglige argumenter på begge fløje.
SvarSletMen hvis jeg skal holde mig lidt til den kære BSB og hans ligesindende, så overser de jo meget belejligt, at der også findes nichegenrer indenfor rytmisk musik. Genrer og musikere, som ikke kan begå sig på markedsvilkår, men som holder et højt kunstnerisk niveau, som fortjener at blive hørt.
For at konkretisere, så vandt den svenske jazzsaxofonist Mats Gustafsson Nordisk Råds Musikpris i år med bl.a. det argument, at han konstant sprænger rammerne for musikalske genrer, og har gjort det igennem to årtier. En evne, som han aldrig ville have fået mulighed for at forfine, hvis det ikke var for støttekroner til bl.a. koncertarrangører indenfor rytmisk musik. Var det ikke for de støttekroner, kunne han ikke have kommet ud for at spille koncerter. Tag det fra en mand, som selv har arrangeret koncerter med Mats Gustafsson-ensembler, hvor vi ikke har haft mere end en håndfuld betalende gæster.
@ Kåre: Du har selvfølgeligt fat i noget, når du pointerer at kulturstøtten skal gå til de kunstarter der har svært ved at klare sig selv.
SvarSletOg tanken om, at man skal støtte visse kunstarter fordi der er økonomisk potentiale i dem er, som du selv pointerer, mærkelig. Mærkelig fordi der sker en sammenblanding af begreberne kunst og kunst-/kulturindustri.
Men som der bliver skrevet i et af svarene til BSB, så støttes de grene af den rytmiske musik, der støttes pga. økonomisk potentiale, ofte gennem andre puljer.
Min kritik går mest på at BSB går fra at kritisere d. rytmiske musiks værdi både ifht. kulturarv OG økonomi, til at ignorere sine tidligere kritikpunkter (samt modargumenterne fra de andre læserbreve) til udelukkende at handle om kulturarv. Den "Indoeuropæiske kunstmusik-centrisme" du nævner er ifht. en diskusion om kulturarv meget usaglig.
Og i sidste ende må man huske, at ikke al rytmisk musik er lig med gode penge.
Jazz f.eks..
Jazz-publikum køber også øl til koncerterne, men har denne genre derfor en lavere værdi end klassisk tonekunst?
Tror iøvrigt også at dette publikum ville være ked af at puttes i samme kasse som Aquas målgruppe.
@JohannesP: Synes virkeligt at det er svært at sammenligne klassisk musik med rytmisk musik. Derfor er der også en pointe i, at man både har et tonekunstudvalg for den klassiske musik og et ditto for den rytmiske.
SvarSletMan må diskutere disse to på forskellige vilkår, målet med at støtte klassisk musik kan ikke være det samme som målet for at støtte den rytmiske.
Selvfølgeligt er der målsætninger om alsidighed og lige tilgang for alle, som begge må leve op til, men udover det, er det svært at sammenligne klassisk og rytmisk musik, da de operer under forskellige vilkår og målsætningen for at støtte disse to derfor også må være forskellige.
Derudover giver jeg dig ret, BSB's kultursyn vidner om et snævert historisk perspektiv. Meget interessant at han vælger at skære så meget af både den nordiske kultur væk, samtidig med at han ignorer at dansk og europæisk kultur altid har udviklet sig bl.a. pga. indflydelse "udefra".
Vil iøvrigt mene, at kunst kan fortælle os en hel masse om vores samfund og frem for alt dets udvikling. Og rytmisk musik fortæller altså også en historie om denne udvikling.
I BSB kommentar om, at man ikke kan støtte rytmisk musik fordi den udelukkende taler til menneskets dyriske side, kom jeg iøvrigt til at tænke på, om han mon var fra Indre Mission. Det lader nemlig til at de (udover at være bange for rollespil, Harry Potter og Yoga), ligesom BSB virkeligt ikke bryder sig om musik der på nogen måde indeholder trommer...
I know, right?
SvarSletKom faktisk til at skrive det m. Jazz til Kåre før jeg læste din kommentar.
Du har jo fuldkommen ret, når der bliver talt rytmisk musik tænker folk gerne på de musikere der kan spilles i radioen, men der er jo så mange genrer ud over det, der har et meget smallere publikum.
Men heldigvis er der en målsætning om alsidighed, som jeg tror og håber bl.a. også handler om, at man godt kan se, at en musikgenre kan bidrage med noget selv om der måske ikke er så mange penge i det.
Men når man fra politisk sted skal argumentere for at støtte rytmisk musik bruges der desværre ofte et argument der hedder:" Jamen, der er EKSPORT-POTENTIALE (læs: penge) i det!", hvilket åbenbart er den højeste ros kunst her i danmark kan få.
Når der er tale om klassisk musik hedder det til gengæld altid "Jamen, det er jo vores KULTURARV!!!", og det er også det BSB graver op. Og jeg synes måske at det er lidt trist for den klassiske musik, at det altid kommer til at lyde, som om man kun vil bevare, men ikke udvikle.
På samme måde som når man får indtrykket af, at rytmisk musik kun kan bruges hvis man kan tjene penge på det (hvilket man ikke kan, i hvert fald ikke så tit) og slet ingen betydning har ifht. at forstå (og måske udvikle?) vores kultur.