Inden indignationen og afløbet for den gemene brok tager over, så lad mig slå noget fast: Jeg er ikke en audiofil hifi-nørd med følsomme ører og et 100.000 kroners anlæg, hvor NAD, Denon, Bowers & Wilkins går i smuk forening, når Dire Straits-vinylen rammer den pickup, som af største selvfølgelighed er skåret i højkaratsdiamant.
Hovedparten af min musik konsumeres igennem det detaljefattige mp3-format, og det kan være alt fra de avantgardistiske og atonale krumspring, folk kalder »noise« og »free jazz« over den skrøbelige »pastoral folk« til mainstreamens harmoniske og lettilgængelige fløde for øregangen som »r’n’b« og »pop«. Og så videre, og så videre i de delvist substansløse genrebetegnelser.
Men det er vist på tide at efterlyse fløden og harmonien i meget af samtidens popmusik, som synes helt at have skubbet det sidste væk til fordel for en skrækkelig louder-is-better-æstetik. For at uddybe, så ligger meget af det betagende og smukke ved popmusikken jo i den simple og imødekommende melodi, men samtidig også i den snert af uforudsigelighed og dynamik, man kan proppe ind i den (sagt på den mest positive måde) banale og cykliske formel af A- og B-stykker. Hvordan klangfarverne kan skifte, hvordan instrumenteringen kan variere, og hvordan lydstyrken kan være med til at betone og fremhæve enkeltdele. Specielt det sidstnævnte er gået af fløjten, og lidt lommefilosofisk og relativistisk kan man jo hævde, at der »ikke kan være noget højt uden lavt«. Og uden de to yderpunkter, mister musikken sin dynamik og evnen til at overraske og betage.
Lad mig med computeren, som det herlige multimedie det er, give syn og lyd for sagen om den målbare, auditive tendens, jeg harcelerer imod.
Lige nedenfor ses en billedliggørelse af to sanges lydbølger. Begge har ligget nr. 1 på den amerikanske Billboard-hitliste, og begge har rødder i en afroamerikansk musiktradition. Den første er bare dateret til 1984, den anden er dateret til 2002.
Billedkvaliteten er ikke i top, men pointen skulle være tydelig at se. Det grønne udgør musik, det grå udgør stilhed. Det, der sker, når det grønne udfylder hele ”lydpølsen”, er, at der ikke er dynamik i lydbilledet. Det, der burde være høje udsving, som fx lilletrommeslag, har samme lydniveau som alt det andet, og tilsammen får man en udynamisk, musikalsk grød, hvor muligheden for overraskelse og fremhævelse af instrumentelle detaljer forsvinder. Kedelig pop, med andre ord.
Facitet lyder sådan her:
Gennem YouTubes lydkomprimering skjules pointen en smule, men ikke desto mindre kan den høres.
Jeg synes også det er noget bras. Og jeg tror det er et symptom, som kan spores tilbage til nogle ændringer i musikkulturen, som ikke kun er rent louder-is-better. Det handler også om en uniformering af popmusikken, som dikterer at den skal spyttes drønhurtigt ud, være club-egnet og iøvrigt være lavet af de samme 10 producere, bare med forskellige pop-personaer som frontfigurer. Rammerne for, hvad popmusik kan være er i det hele taget blevet meget smallere end på skrupskøre Prince's tid. Tag for eksempel Lady Gaga, som jeg havde hørt skulle være åh så radikal og nyskabende og anderledes. Efter at have hørt hende for første gang for relativt nyligt er jeg stadig fuldstændigt i chok over hvor gabende 90'er-rerun-agtigt hendes musik lyder.
SvarSletNår det så er sagt, er det vel lidt unfair at sammenligne Prince og moderne popmusik, fordi Prince er lyttemusik, hvorimod den moderne popmusik er club- danse- og holde-verden-ude-når-jeg-sidder-i-bussen-musik, og derfor bare skal være mere "loud". Lyttemusik eksisterer jo stadigvæk, men har bare et helt andet publikum, og det kan være svært at sætte de to genrer i æstetisk rangorden, når de nu har to forskellige formål?
Nu er numrene jo bare udvalgt fra en præmis om, at det skal mainstreampop, defineret ud fra en placering som nr. 1 på Billborads hitliste. Og det fører jeg så til bevis for at popmusik ikke behøves at larme så meget, som det gør i dag.
SvarSletDet er rigtigt, at musik også tjener det formål, at det kan lukke én ud fra verden, når man kører bus eller hvad man nu gør. Men det kan et velproduceret nummer også sagtens gøre. Så hvis det skal være branchens argument, kan man vel endda sige, at de har spillet helt fallit, ved at negligere populærmusik som kunstform, og i stedet udelukkende gjort den til en brugsgenstand med et praktisk formål.