søndag den 20. november 2011

Spiljournalistikkens nu eller aldrig

Spilbranchen er større end Hollywood.

Her er et af mange eksempler: http://www.guardian.co.uk/technology/gamesblog/2009/sep/27/videogames-hollywood).

Der er kort sagt mange, der bruger flere penge på spil end film, og det kan ikke undgå at sætte sine spor mentalt og kulturelt.

Problemet er for mig at se ikke, som den klassiske diskussion går på, om folk bliver voldelige af at spille computerspil. Det er langt mere omfattende end det: Et nyt medie er ved at konsolidere sig som ny supermagt i underholdningsbranchen - stort set uden at komme under seriøs kritisk behandling af pressen!




Herhjemme falder det meste spiljournalistik inden for to kategorier, nemlig servicejournalistikken og nichejournalistikken. Den første står gratisaviserne primært for, med korte anmeldelser der kun forholder sig til om spillene er pengene værd, og hvor underholdende de er i forhold til førende titler i samme genre. Den anden foregår i specialiserede spilmagasiner og på spilsites, som kun henvender sig til spilnørderne og ikke har en reel stemme i kulturdebatten. Med en lille undtagelse i folk som Politikens Thomas Vigild er det den dækning, fænomenet får, selvom det altså fylder mere end filmene på kulturscenen - rent forbrugsmæssigt ihvertfald.

Det, jeg tror vi har brug for, er en kraftig opprioritering af en spiljournalistik i dagbladene (og på TV, og på nettet), der tør forholde sig kritisk til spilbranchens tendenser og værdier i et bredt samfundsmæssigt perspektiv, og samtidig tør gøre det på et sprog, andre end spilnørder kan forstå.

Men hvorfor? Kan spiljournalistik ikke bare være for spilnørder? Nej, for spilbranchens retning og værdier påvirker de andre medier, de største aktører i spilbranchen har masser at skulle have sagt i Hollywood også, og en kultur præget af spilbranchens værdier er (og det her er sagt af en der er ret glad for computerspil) bestemt ikke noget, vi skal ønske os.

Tag nu et af tidens største spilfænomener, skydespilsserien Call of Duty. Sidste nye skud på stammen solgte i den første uge det var på markedet 12 millioner eksemplarer på verdensplan. Her er tale om et spil, der ikke bare handler om krig (som meget god kunst jo gør), men glorificerer det uden på nogen måde at forholde sig til emnet. Jeg har ikke mere plads her, men vil blot lade sidste års udgave tale for sig selv gennem en tv-reklame for spillet. Der er, tilsyneladende, en soldat i os alle:



Jeg synes eksemplet ovenfor er både tragikomisk og skræmmende, og jeg tror vi står ved en skillevej, hvor den fuldstændigt refleksionsløse vi-giver-kunderne-det-de-vil-have-tendens æder de mindre spiludvikleres mere seriøse forsøg på at få kunsten ind i genren (se http://limbogame.org/), hvis der ikke snart bliver, undskyld udtrykket, råbt vagt i gevær.

Hvad synes I? Er det her et problem? Kan det afskrives som noget pubertært pjat? Eller er der et stykke reel kulturkamp her?


2 kommentarer:

  1. Argumenter imod billedpornografi: Det fører til menneskelig kynisme og munder ud i sexisme og seksuel vold og udnyttelse. Argumenter imod voldsfilm: Det gør mennekser angste og kyniske og fører til brutalisering. Og voldelige spil? Våbenfascination, selvtægtstendenser og samme brutalisering ... Genrerne kan iøvrigt blandes. Alt findes og alt kan ses på nettet. Er det ironisk, at vi lever i en kultur, der ser sig som forbillede mht. åbenhed, ytringsfrihed og forebyggelse af enhver form for censur?

    SvarSlet
  2. Tak for kommentaren! Det er nok lige præcis det, jeg gerne vil diskutere. Mit argument er (eller ville have været, hvis jeg havde mere plads), at en forudsætning for at kunne leve værdigt som fuldstændigt åbent samfund er, at der er nogen der tør bruge åbenheden og friheden til at sige fra. Ved at fraskrive os absolutte normer og den tilhørende censur og sortering der følger med, har vi givet os selv ansvaret for at sige ja og nej til de ytringer der kommer, også dem der kommer fra underholdningsindustrien, og jeg tror det ville gavne spilbranchen (og dens omdømme) gevaldigt, hvis nogen gik i dialog med den og opfordrede den til at tage sit publikum alvorligt. Det kunne så være den journalistiske kritikers opgave.

    SvarSlet